Nyplantet bambusskov

Havens arbejdshold - "onsdagsholdet" - har i løbet af efteråret og vinteren anlagt en skov af bambus. Denne spirende skov danner en slags allé langs en bred sti i havens nordøstlige hjørne. 

I samme omgang er stien blevet kraftigt forbedret. Og der er blevet anlagt en forlængelse af stien, som forbinder den med havens andre stier. Omkring bambusskoven er jorden blevet bearbejdet, og der er blevet sået græs, så der opstår en ny lille plæne ved bambusskoven. Her vil der blive plantet grupper af buske og små træer.

Bambusplanterne tilhører nogle arter, der ikke er almindelige i Nordeuropas haver, fra slægten Phyllostachys. De er kendt for at blive meget høje. Planterne blev gravet op i havens modsatte hjørne, hvor de har vokset i en årrække, og hvor de efterhånden havde bredt sig meget. Nu har de fået et nyt hjem i havens nye område.

Til foråret kommer der flere bambusplanter til "skoven" fra vores egen reserve, hvis det viser sig at nogle af de nyplantede bambusplanter ikke har klaret omplantningen.

Rundvisning d. 17. august - Silketræet blomstrede for første gang

Omkring 55 deltagere blev vist rundt i den botaniske i Solgårdsparken d. 17. august.

Der var stor interesse om havens specielle buske og træer.

Det var en stille og lun aften. Silketræet (Albizia julibrissin) stod i blomst - for første gang siden det blev plantet i 2010. Dette lille eksotiske træ er sjældent i Danmark.

Frodig februar

Blomster og grønt løv hele året - det er en af de ting, der kendetegner den botaniske have i Solgårdsparken.

Nogle af havens planter er nemlig vinterblomstrende. Andre er stedsegrønne. Nogle er begge dele.

Forskellige planter blomstrer på forskellige tidspunkter af året. I langt de fleste tilfælde er perioderne faste, og gentages hvert år på samme tid, næsten uden slinger i kalenderen. Tidspunktet for blomstring er nedarvet hos planten, og de givne vejrforhold er kun i nogen grad bestemmende for blomstringens begyndelse. En del subtropiske vækster blomstrer i parken i februar måned - ligesom de ville gøre i naturen langt syd for Danmark.

Billederne her er fra februar, og viser bl.a. arter som Kinesisk troldnød, der dufter meget sødt, Tornblad, som stikker forfærdeligt, men som har spændende blomster om vinteren, Italiensk arum med marmorerede blade, som vokser flittigt i vintermånederne uden at tage skade af frost, og Glat bambus, der har tykke stængler og stedsegrønne blade.

Frø med spræl i

I parken må vi nogle gange dyrke planterne fra frø, når det gælder sjældne planter, der ikke forhandles. Her drejer det sig om en Indigo-busk fra Himalaya, ved navn Indigofera heterantha.

En håndfuld frøkapsler blev høstet fra en busk. Selve frøene sidder inde i nogle aflange kapsler (bælge). Sådanne bælge må man normalt åbne for at frøene kan komme ud og blive sået.

Men her viser det sig pludselig at frøene gerne selv vil "hjælpe" med at blive sået i en fart. Straks efter at bælgene blev høstet begyndte de at åbne sig af sig selv. Med et smæld flækker hele frøkapslen, og frøene springer til alle sider. Mekanismen er nemlig sådan at bælgen bliver snoet om sig selv, når den affyrer frøene.

Det viser hvordan denne plante spreder sig i naturen; når frøkapslerne er tilstrækkeligt modne, bliver frøene slynget ud i terrænet omkring moderplanten. Det kan det betyde at afkommet har bedre chance for at klare sig, end hvis alle frøene bare landede nede under busken.

Om ordet "sølv" i sølvpoppel?

En sølvpoppel på 6 meters højde vokser i Solgårdsparkens Botaniske Have.

Nu rusker efterårsstormene i træet, og dets blade falder af. Nu er der lejlighed til at se bladene på tæt hold, for de er lige til at samle op fra jorden, så man kan nærstudere dem.

Her kan man for alvor se forklaringen på, hvorfor ordet "sølv" næsten er nødt til at indgå i navnet til denne poppel. På latin hedder træet Populus (=poppel) alba (=lys, sølvagtig).

Sølvpoppel stammer fra Middelhavsområdet, og i oldtiden var træet værdsat for dets dekorative, skyggegivende blade.

 

Velkommen

Her kan du fremover se lidt om, hvad vi laver i Solgårdsparkens Botaniske Have.

Haven udvikler sig hele tiden, med nye arter af planter fra nær og fjern. 

Vi, som er frivillige, arbejder i parken hver onsdag formiddag. Der er altid noget at lave - kontakt os hvis du gerne vil være med til at anlægge og passe en spændende have. Her er flotte planter fra hele verden, som parkens besøgende kan nyde godt af hele året.

Blog indlæg
Nyplantet bambusskov
Rundvisning d. 17. august - Silketræet blomstrede for første gang
Frodig februar
Frø med spræl i
Om ordet "sølv" i sølvpoppel?
Velkommen